Oktober 2009. Julesingle fra Fistful Of Dollars
'20 Days' er den nye single fra Fistful of Dollars.
Sangen er skrevet af forsanger Torsten Lefmann og Nikolaj Christensen fra Nikolaj og Piloterne, og den handler om en fyr, der inderst inde har lidt problemer med, at hans elskede forfølger sine stjernedrømme. Han har nu været alene i 20 dage og er alvorlig bange for, at 21 vil være en dag for meget. Samarbejdet mellem Torsten Lefmann og Nikolaj Christensen har affødt flere sange, som vi glæder os til at høre senere. I december 2006 blev julesangen 'Longin’ Home For Christmas' månedens single på 15 countrystationer, og året forinden fik debutalbummet ”Redneck Boogie” powerplay af countryDJs over hele landet – måske endda på din station? Fistful of Dollars består stadig af Niels Poulsen (guitar), Ole Bendix (steel), Lars DK Nielsen (piano), Rune Holberg (bas), Karsten Mansa (trommer) og Torsten Lefmann (sang). Den smukke mundharpe på sangen bliver spillet af virtuosen Lars Ringgård.
December 2006. Julesingle fra Fistful Of Dollars
'Longin’ Home For Christmas' er første sang skrevet af bandet selv - med hjælp fra 40-års jubilaren Ivan Pedersen. 'Med vores julesang vil vi forsøge at bidrage til den varme og nærhed der for alle er indbegrebet af jul. Men for 370 danske familier bliver denne jul præget af savn og ængstelse. Forsanger Torsten Lefmann har besøgt de danske soldater i Irak og med egne øjne set, hvilke håbløse opgaver danske drenge på 21 er sat til at løse i en krig der kommer mere og mere ud af kontrol. Den danske regering skal præsentere det danske folk, men de ser ud til at have glemt, at danskerne er et fredeligt folkefærd der ikke ønsker krig - en forglemmelse der nu gør, at flere end sædvanlig må undvære en søn, datter, ægtefælle eller kæreste omkring juletræet. Det handler vores sang om.' De danske tropper blev senere trukket ud af Irak.
MANGLER DU REDNECK BOOGIE I DIN CD SAMLING?
Læs og lyt
Ole kom med idéen til arrangementet af Stevie Wonders 'Sir Duke', og det er også hans akustiske finger pickin' der er fundamentet på vores indspilning. Original teksten indeholder en del hentydninger til jazzmusikkens store mestre, men vi syntes at det var mere passende at hylde en håndfuld C&W ikoner - i særdeleshed Johnny Cash, der netop var afgået ved døden, da vi startede indspilningerne. Derfor kom sangen i vores satiriske version til at hedde 'Sir Cash'.
Grand Prix-baskeren 'What's Another Year' var en fast del af vores live repertoire, da vi startede bandet, fordi vi syntes, den indeholdt klassiske countrydyder som ro, regelmæssighed og drivende sentimentalitet. Lars DK synger alle stemmerne i det Shubiduainspirerede kor, så der ikke er et øje tørt. Niels spiller stilsikker barytonguitar.
At begynde ved begyndelsen kan være en god måde at komme fra start, og derfor indleder vi CD'en med et Hank Williams-nummer. Hank Williams var stjerne som 25 årig og døde inden han blev 30 år. På fire år fra 1948-52 skabte han grundstenene, ikke kun for moderne countrymusik men for al vestlig populærmusik. 'Honky Tonk Blues' lyder som en straight countryblues, fordi hans melodiføring falder så naturligt i de unaturlige 17 takter (inkl. to halve) rundgangen varer.
Ingen vi kender har nogensinde før hørt First Edition nummeret 'Shine On Ruby Mountain', så vi synes, det er noget af et scoop at kunne præsentere et hemmeligt klassenummer på vores CD. Ivan Pedersen og Jørgen Thorup var som to kåde vårføl, da de indsang deres korstemmer, og hvem af dem der vinder i energisk entusiasme, lader vi dig om at vurdere. Dog vil vi påpege, at Jørgens tone på 'ordet'mountain' i første linje af sidste omkvæd muligvis er den højeste opnået i fuldregister af en dansk sanger.
'The Gambler' er et af de få countrynumre, der er kendt af alle danskere, og at forsøge at overgå Kenny Rogers fantastiske indspilning fra 1978 synes som en umulig opgave. Derfor valgte vi et helt andet beat og starter, med hvad man i dag kalder "spoken words". Runes geräuch fuldender illusionen.
Få countrysangere har ikke sunget 'He'll Have To Go' - udover originalen af Jim Reeves, har vi folks erindringer om versioner med supercroonere som Nat King Cole, Elvis og Tom Jones at slås med. Vi giver den i valsetakt med Lars DKs jazzharmoniseringer og hans og Leas superlækre old scool kor.
Tre sange er yngre end 15 år; Alan Jacksons 'Another Good Reason' og 'Don't Rock The Jukebox' samt Brad Paisleys 'Me Neither', og strengt taget er vores versioner ikke synderlig anderledes end originalerne, vi har bare sparket en lidt urolig energi ind i vores fortolkninger der synes at klæde især de ældste af de tre.
Billy Swans charmerende 'I Can Help' stammer fra vores oprindelige live repertoire. Væk er originalens karakteristiske Farfisaorgel og ind er kommet Mons' og Runes trademark: basic country shuffle.
I vores søgen efter en passende undskyldning for, at Niels rigtig kunne blære sig, faldt vi over 'Rocky Top', der har været en bluegrass favorit i årtier. Denne hyldestsang til det landlige liv får én på frakken af Niels' højspændte guitarfingre.
Man skal være en kold satan for ikke at elske John Hartfords 'Gentle On My Mind'. Glen Campbell, Dean Martin og John Mogensen har for længst udødeliggjort dette lille mesterværk, og den klub melder vi os gerne ind i. Det er ren kærlighed. Torsten spiller lidt mandolin, hvis nogen ikke skulle have fattet budskabet.
I 'Diesel Smoke Dangerous Curves' skærer Niels' baryton guitarriff sig igennem en mur af rumklang. Og med patostungt kor kører et truckerdrama frem på dit indre lærred.
Vi slutter med at gøre alle musikelskere en tjeneste - at stjæle 'Hey! Baby' tilbage fra en forfærdelig østrigsk DJ, hvis version bagstive skiturister har slæbt med hjem gennem Nordeuropa og plantet i krybdyrshjernen hos sagesløse danskere. Vores favoritindspilning med Jerry Lee Lewis er inspirationen for vores version.
Lidt inside fra studiet
Tak!
Fistful of Dollars
Fistful Of Dollars' første cd - her er et par klip
'Act Naturally'
'Oh Lonesome Me'
Lyt også til Fistful Of Dollars live i Lades Kælder fra 2000
'Rhinestone Cowboy' [Lyt til smagsprøve]
'Stuck In The Middel' [Lyt til smagsprøve]
Fistful Of Dollars muterede i 2003 et af country musikkens helligste relikvier: Johnny Cashs legendariske 'Ring Of Fire' - klik på coveret og lyt Hvis Frankenstein skabte sit monster i den naive tro, at han havde gjort en ædel gerning, har Fistful of Dollars derimod genskabt Ring of Fire som en våd handske i ansigtet på countrypuritanerne. Uden det store held har Fistful of $ forsøgt at skabe sig et gennembrud på den konservative danske countryscene. 'Vi synes, vi har spillet stilren country - måske med et par anarkistiske vinkler her og der, og det er faldet visse personer for brystet. At C&W musik kan anses som en uvariabel størrelse der ikke kan rokkes ved, finder vi stærkt provokerende. Med rygende hår under Stetsonhattene har Fistful of $ givet den som gale alkymister med samplede banjoer i stedet for indviklede formler og billige techno synth´er i stedet for boblende kolber. Resultatet af denne blasfemiske omgang med gammelt guld er blevet en jomfrurejse ad en ny musikalsk sti: X-Country (kan udtales Cross-Country).