Fistful Of Dollars (2013)

Trackliste:

01 3 Chords 6 Strings and a 100 Beers
02 Who Do You Think You Are
03 Fistful of Dollars
04 Love the One You’re With
05 Hot Damn Mighty Fine Day
06 I’m Walking Backwards
07 South of the Border
08 Deep South Bop
09 Svend Diesel
10 Funny Familiar Forgotten Feelings 
11 Dead Flowers
12 The Bottle Let Me Down

Fistful of Dollars’ nye plade hedder ganske enkelt hedder ”Fistful of Dollars”. Det er andet album fra den Københavnske honky tonk kvintet. Lyden er old school country-rock – tæt på bandets originale live sound. Senest vi hørte ny musik fra Fistful Of Dollars var i 2009, hvor singlen ”20 Days” blev spillet på alle country radiostationer i landet. 

3 Chords 6 Strings and a 100 Beers. Torsten: “Jeg var på sangskriver tur til Austin, Texas. Ind ad døren kom denne fyr, som jeg skulle skrive sammen med, jeg havde aldrig mødt ham før. Han hed Owen Temple. Det bliver godt, det her, tænkte jeg: han lignede en ung Kris Kristofferson, komplet med denim og fuldskæg. Vi satte os med et par kopper kaffe på terrassen og sludrede for at skyde os ind på hinanden. Han fortalte, at han var meget interesseret i øl, og han havde været til ølsmagning dagen før. Mikrobryggerier var åbenbart det nye hotte i området. Typisk USA, de er altid 15 år bagefter. Vi blev enige om, at øl er en meget social drik, og den passer godt til musik. Han havde en ambition om at smage 100 forskellige øl. Og så var den sang allerede halvt skrevet”. 

Who Do You Think You Are synger Torsten i duet med gospel og bluessangerinden Lea Thorlann. Lea er gammel ven af bandet, og hun synger også kor på flere andre numre på pladen. Sangen er holdt i et start-60er univers alá Everly Brothers. Torsten skrev sangen sammen med Peter Smith, som han spillede meget med i 90erne. Sangen er i øvrigt inspireret af Beatles nummeret, One After 909. 

Ole Bendix spiller både pedal steel og dobro på pladens titelnummer, skrevet af den savnede Ole Boskov, der nok var bedst kendt som keyboardspiller i Backseat. Han var desuden pianist hos Fistful of Dollars i en periode, inden canceren åd ham, 48 år gammel. Han skrev denne sang om en ung mands drøm om at bygge et hus til sin lille familie, og Ole Boskov gav den til Fistful of Dollars som en hyldest til dem, og de indspillede den som en hyldest til Ole. 

Stephen Stills’ Love the One You’re With har været på Fistful of Dollars’ live repertoire næsten lige fra bandets begyndelse. Det er sjældent uproblematisk at lave en studieindspilning af et nummer, der har været en live-favorit i årevis, men pladen manglede et nummer med god portion storladenhed. Pigtråds-idol Frank Lauridsen og hitmager Peter Busborg blev inviteret til at synge et vers hver oven på en backing mættet af banjo og marracas, og resultatet er ganske overvældende. 

To sange har Torsten Lefmann har skrevet med Nikolaj Christensen fra Nikolaj & Piloterne. Torsten fortalte Nikolaj om en TV-dokumentar han netop havde set om Elvis Presleys håndlangere, The Memphis Mafia. Simple bondeknolde der nød det søde liv i skyggen af verdens største rockstjerne, bare de huskede at tørre kongens svedige pande og grine af hans vittigheder. Nikolaj greb historien og satte i gang med et par uptempo folk-akkorder. Hot Damn Mighty Fine Day er en munter sang om Elvis og hans mænd faret vild på piller og sprut i Nevada ørkenen i et par store limousiner, uden at vide om de er på vej til eller fra et show. Niels Poulsen spiller guitarsolo gennem en autowah som en hilsen tilbage Hank Lochin’s ”We’re Gonna Go Fishin’” fra 1962 (orig. version af ”Tag med ud å fisk”). I’m Walking Backwards er et bud på en ”murder ballad” og er ganske anderledes alvorlig. En sygelig jaloux mand dræber sin unge kone ved at skubbe hende ned fra trappen for at sikre sig, at hun ikke stikker af med en anden. Herefter besøger han de steder og personer de kendte sammen. 

Der er en hørm af spaghettiwestern over South of the Border. Sangen er skrevet af sangskriverparret René Gummer og Niels Møller Nielsen, som Fistful of Dollars kender helt tilbage fra rockklubben Lades Kælder i København, der var bandets faste hjemmebane i 1996-98. De to har hentet inspiration hos John Barry og Ennio Moricone; de store vidder, sammenbidte ansigter og alt det, der kendetegner en rigtig mand: Ære, stolthed og savlende sentimentalitet. 

Ovennævnte René Gummer er også en af hovedpersonerne i Deep South Bop. Det lille rockabilly-nummer tager udgangspunkt i en køretur gennem de amerikanske sydstater i 2011 sammen med Torsten Lefmann og kollega Kasper Foss. Her møder de Uncle Glenn i Anniston, Alabama, der fortæller om racespændingerne i 60erne. Han afslører, hvem der stod bag afbrændingen af en bus med borgerretsforkæmpere – et åbent sår i amerikansk historie, som ingen den dag i dag hverken er tiltalt eller dømt for. Herefter følger vi de tre hovedpersoner, der i sangen hedder Old Gummy, Lil’ T og Foss, på reggaeclub i New Orleans og til rodeo i Angola fængslet. Der er kontrabas og slap-back echo nok til at holder anderumpen gyngende et stykke tid. 

Guitarist Niels Poulsen står bag instrumentalnummeret Svend Diesel. Svend Diesel var maskinmester på Gedser-Travemünde færgen og lidt af en landsbytosse i Niels’ hjemby. Svend var tørstig – meget tørstig, og en dag forlod han kroen for at køre han sin knallert og sig selv i havnen. Det var ikke første gang, Svend havde bebudet den slags, men til alles store overraskelse gjorde han alvor af det. Nummeret hed oprindelig Goodbye Svend Diesel, da Niels ikke mente Svend havde overlevet vandgangen, men under indspilningen fik Niels en oprigning fra en barndomsven der fortalte, at Svend skam stadig lever i (nogenlunde) bedste velgående. 

Mickey Newbury var en etableret Nashville sangskriver i 60erne og indtil sin død i 2002. Han har skrevet sange til alle de store, fra Elvis over Johnny Cash til BB King. Hans valse-ballade Funny Familiar Forgotten Feelings er bedst kendt i Tom Jones’ version, men Fistful of Dollars har her skrabet flødeskummet af for at komme tættere på, hvordan de tror, sangen oprindeligt var tænkt. 

Rolling Stones havde deres country periode omkring 1970. De hang ud med platageejersønnen Gram Parsons der som sanger og guitarist i The Byrds og Flying Burrito Brothers havde opfundet country-rocken. Han skrev countrysange men opførte sig som en rockmusiker. Byrds var blevet buhet ud af Grand Ole Opry af samme grund. Gram Parsons havde samme smag for sprut og stoffer som Keith Richards, men bestemt ikke samme modstandskraft, og hans liv var i frit fald. Inden hans alt for tidlige død i 1973 havde han mere end en finger med i tilblivelsen af Stones’ klassikerne Wild Horses og Dead Flowers. Den sidstnævnte kan du høre her i Fistful of Dollars’ version med Anne Eltard på violin, Søren Skov på Wurlitzer og Lea Thorlann på kor. 

Merle Haggards The Bottle Let Me Down er en sand klassiker og allerede indspillet i hundredvis af versioner. Og den fungerer som et godt eksempel på den country shuffle, der er trommeslager Karsten Mansa og bassist Rune Holbergs speciale: der hvor trommernes ottendedele byder op til en Texas Two-step, og bassens tone kun er præcis så lang at den kysser guitarens offbeat slag. Niels Poulsen, Ole Bendix og Anne Eltard udveksler riffs i sangens solostykke.

Luk menu