Fistful Of Dollars

Danmarks bedste Honky Tonk-orkester

Med sit unikke mix af honky tonk, americana og country står Fistful of Dollars for noget helt særligt på den danske musikscene.

Fistful of Dollars blev født på den lille rockklub Lades Kælder i København og voksede op med et utålmodigt og højrøstet publikum der ikke var tilbageholdene med at udtrykke, hvis der var noget de ikke brød sig om. Det gav stamina og hår på brystet.

– For os er det ikke nok at spille godt. Vi elsker det, vi laver, men vi vil også have, at publikum får en fest ud af at høre os, siger bandets karismatiske forsanger, Torsten Lefmann.

Fistful of Dollars fejrede i 2016 20 års fødselsdag. Tilbage i 1996 var danskerne mest til grunge eller rave, men i dag er guitar-twang og pedalsteel de nye konger i byen.

I perioder har bandet arbejdet tæt sammen med blandt andet Ivan Pedersen, Tamra Rosanes og amerikanske George Kilby jr, og hjemme i København har det længe været populært for sangere og musikere at droppe forbi en af Fistful of Dollars’ koncerter og give et nummer. Se fotos her. Det sker rigtig tit i bandets egen musik klub, Little Village i Christianshavns Beboerhus, hvor de spiller lige så tit, de kan.

Herudover har Fistful Of Dollars har spillet på de fleste danske spillesteder og festivaler for folk, country og andet håndspillet musik, inkl Tønder Festival.

Fistful Of Dollars har udgivet 4 albums og en håndfuld singler. Tjek dem her.