noter om
Fistful Of Dollars

noter om Fistful Of Dollars

Nogen tror at countrymusik kun er for bonderøve til traktortræk eller truckere med mave og hjemve, men Fistful of Dollars siger:
‘Nej, country er for alle der kan lide musik med stemning, følelse og go’ gammeldags gang i den!’

Country er på vej op af hitlisterne i Europa – også i Danmark. Tag unge stjerner som Taylor Swift og Carrie Underwood og legender som John Fogerty og The Eagles.

Man sagde engang, at der kun er to gode ting ved country musik, og at de begge er placeret på Dolly Partons krop, men de dage er ovre!

Er det et tilfælde at Brooks & Dunn sælger flere cd’er i USA end Madonna og Britney Spears?
Er det et tilfælde at jyderne på hybridafstemningerne i årevis har valgt at modtage Country Music Channel frem for MTV? Country musikken er ved at finde sin egen platform i Danmark på trods af fraværet af åbne sletter, enorme bjergkæder og den relativt lave omsætning af Stetson-hatte.

Fistful of Dollars har en mission: At bringe countrymusikken helt ind under huden på danskerne. Danske piger og drenge fortjener muligheden for et indblik i de sidste 50 års country og westernklassikere: Fra bluegrass hoedown til western swing, fra rhinestone superstars til country-rock og pop crossover – Fistful of Dollars får det hele med!

Fistful of Dollars startede som et kryds i Torsten Lefmanns lille grå DMF-kalender i 1996. Han havde booket et søndagsengagement på Lades Kælder i København, men vidste ikke hvad og med hvem, han skulle spille. Da han lidt senere havde haft sin ven Niels Poulsen i røret, havde de startet noget så eksotisk som et country- og western-band. I telefonen havde Niels sagt, at han kendte en fyr der spiller kontrabas, og Torsten svarede, at hans gamle ven Mons sikkert kunne overtales til at spille trommerne.

Et par timer før koncerten mødtes de fire på Lades Kælder til hurtig gennemspilning af 30 country and western klassikere. Rune Holbergs store kontrabas kunne lige akkurat stå oprejst på scenen i den lille, lavloftede rockklub, der siden blev Fistfuls hjemmebane – Nordens Country-Mekka, som de kaldte det.

Senere blev pedalsteel legenden Ole Bendix hyret til at give bandet den helt rigtige sound.

På Lades Kælder blev det siden til mange mindeværdige koncerter, fx: The Tammy Wynette Memorial Concert, The Great Guitar Battle, Chet Atkins Remembered og årlige Country Christmas Concerts. Senere åbnede Fistful sin egen Club Lonestar på Cafe Kino på Amager, hvor der en gang om måneden blev fyret op med skiftende gæstesolister.

Fistful of Dollars’ koncerter er blevet tilløbsstykke for country-elskere, og Ivan Pedersen, Alberte, Tamra Rosanes, Sascha Dupont, Michael Carøe, Jacob Haugaard, Nikolaj Christensen, Birthe Kjær og Henrik Strube er blandt de solister der har givet et nummer med.

Luk menu